Nyhedsbrev marts 2024

Kære medlem
Som det er de fleste bekendt, så blev det på den ekstraordinære generalforsamling 10. marts godkendt at acceptere Silkeborg Kommunes krav om at tillade badetøj i saunaen.Samtidig trådte stort set hele den siddende bestyrelse af, så der skulle vælges 4 nye bestyrelsesmedlemmer og 1 ny suppleant. Vi har afholdt vores første møde i den nye bestyrelse, hvor vi konstituerede os, fordelte opgaver og diskuterede, hvordan vi bedst muligt kommer videre herfra.

Bestyrelsens sammensætning
Bestyrelsen konstituerede sig som følger:

Stephan Andersen, Formand

Jens Trier, Næstformand

Christina Grey Schuster, Kasserer

Mikkel Groot Andersen, Sekretær

Rasmus Gregersen, Medlem

Henrik Albæk, der blev valgt til bestyrelsen, har af personlige årsager opstået efter generalforsamlingen været nødt til at trække sig fra bestyrelsen, og suppleant Rasmus Gregersen er dermed indtrådt i bestyrelsen.

Fortsat forbud mod badetøj i saunaen indtil 1. oktober
Generalforsamlingen godkendte som sagt Silkeborg Kommunes krav om at tillade badetøj i saunaen. Dette vil være gældende fra 1. oktober, hvor den nye brugeraftale træder i kraft. De nuværende regler om forbud mod badetøj i saunaen gælder dermed fortsat, hvilket vi beder alle medlemmer om at respektere. Vi er nødt til at fastholde nuværende regler, indtil vi i bestyrelsen har haft mulighed for at indarbejde den nye brugeraftale i vores generelle regler og samtidig tilpasse, hvordan løbende vedligehold og rengøring eventuelt påvirkes af disse.

Foreningens frivillige og bestyrelse vil påpege overtrædelser af de nuværende regler, og opfordrer alle medlemmer til at hjælpe med overholdelse af reglerne på en pæn og respektfuld måde. Vi forventer samtidig, at eventuelle ”overtrædere” accepterer påtale og indretter sig efter reglerne. Desværre har vi været nødt til at ekskludere et medlem, der nægtede at overholde reglerne og overfusede en frivillig. Dette kan vi ikke acceptere, og håber at det er et enkeltstående tilfælde. Husk vi er en samling frivillige, der yder et stykke arbejde til alles bedste. Det skal gerne kunne ske i en behagelig atmosfære for alle.


Muligheder for etablering af ekstra saunafaciliteter undersøges
Generalforsamlingen bemyndigede bestyrelsen til at etablere supplerende sauna. Det er jo ikke noget, der sker over natten, men vi sætter netop dette punkt meget højt på vores agenda. Alle kan nok være enige om, at en forening med 2.500 medlemmer + dagsgæster, der skal deles om en sauna med plads til 22 personer, ikke er optimalt. Vi starter derfor en dialog med Silkeborg Kommune om mulighederne for at finde en lokation, hvor vores ambitioner for en supplerende saunafacilitet kan indfris. Vores ambitioner er ikke fuldt fastsatte endnu, men vil omfatte saunakapacitet, rum til dyrkelse af fællesskabet i foreningen, nærhed til Silkeborg og diskretion. Om alle ambitioner kan indfris, eller om det overhovedet kan lade sig gøre, er alt for tidligt at sige noget om, men vi vil i hvert fald gøre vores yderste for at skabe de bedste rammer for vinterbadning og fællesskab for foreningens medlemmer.

Fremtidig orientering fra bestyrelsen på hjemmesiden og mail
Vi vil i bestyrelsen fortsat holde medlemmerne orienteret om, hvad der sker på bestyrelsesmøderne og i foreningen som sådan. Det vil fremover ske via udsendelse af nyhedsbreve som dette efter hvert bestyrelsesmøde, som afholdes ca. 1 gang pr. måned og næste gang medio april. Nyhedsbrevene vil blive udsendt på mail og desuden være tilgængelige på foreningens hjemmeside under seneste nyt.

Da vi er mange nye i bestyrelsen, skal vi have fundet ud af mange ting. Vi håber derfor i vil bære over med os, hvis der mod forventning skulle blive lidt udfordringer med faciliteter eller aktiviteter den kommende tid. Vi vil sammen med de frivillige gøre det bedste vi kan for, at alt kører som vanligt.

Vi ser frem til mange dejlige bade- og saunastunder resten af sæsonen.

Bestyrelsen