Nyhedsbrev April

Kære medlem
Når man kigger på kalenderen, så er foråret for længst over os, selvom det ikke helt føles sådan, når man kigger ud ad vinduet. Den positive side af det er, at vandtemperaturen holder sig lav, og vi fortsat kan nyde det kolde gys lidt endnu.

Sæsonafslutningen nærmer sig
Med foråret følger også, at vinterbadesæsonen nærmer sig sin afslutning, og flere har spurgt ind til, hvornår saunaen lukker for denne sæson. Sæsonen er på hjemmesiden anført til at vare fra 15. september – 15. maj, men vi har i bestyrelsen besluttet at udvide sæsonen, så saunaen kun er lukket i sommermånederne. Det betyder, at sæsonen udvides til og med 31. maj, og at vi åbner igen allerede 1. september. Så der er altså mulighed for at nyde både badning og sauna en god måneds tid endnu.

Der arbejdes på en lille sæsonafslutning, hvor vi kan være sammen i afslappende rammer og få snakket på en anden måde end normalt i saunaen. Måske der også bliver lidt ekstra gus … Vi melder mere ud om det, når vi er klar med arrangementet.

Rengøring
Vi har i dag rengøring af sauna og forrum 4 dage pr. uge (mandag, onsdag, torsdag og lørdag). Som følge af de mange brugere af saunaen, har bestyrelsen besluttet at udvide rengøringsaftalen, så vi fremover får gjort rent 6 dage pr. uge. Om vi når i mål med det inden sæsonen slutter vides ikke endnu, men den nye aftale vil i hvert fald være klar til sæsonopstarten 1. september.

Etablering af ekstra saunafaciliteter
Som nævnt i nyhedsbrevet i marts, så kommer nye saunafaciliteter ikke lige hen over natten. Vi er i dialog med kommunen om at udpege en lokation, hvor det vil være muligt at etablere faciliteter, der lever op til foreningens ønsker. Vi undersøger flere lokationer, men det er endnu for tidligt at sige, om det vil være muligt at bygge på disse. Forhold som ejerskab til lokation, miljømæssige hensyn, tilkørselsforhold m.v. kan alle spænde ben for mulighederne. Vi er dog fortrøstningsfulde og føler, at der er vilje til at se på mulighederne også fra kommunens side.

Og så den lille opsang
Der opleves desværre fortsat mange brud på vores regler. Det gælder både gratister, hvor medlemmer tager ikke-medlemmer med ind, som ikke har indløst gæstebillet, der bruges badetøj i saunaen, eller vores gæster mangler håndklæde til ryg, numse og fødder. Derfor lige denne lille opsang. Husk at,

• Medlemskab er personligt. Køb en gæstebillet, hvis I vil have en ven – eller        jeres barn med. Snyd medfører ekskludering af medlemskab
• Badetøj er fortsat ikke tilladt i saunaen – de nye regler gælder først pr. 1.         
  oktober
• Badetøj og tasker må ikke være i forrummet. Brug omklædningsområdet og
  hæng jeres badetøj udenfor
• Brug et tørt håndklæde – både til at sidde på, til fødderne og til ryggen

Det er jo faktisk ikke så svært, men det er desværre ikke alle, der følger disse simple retningslinjer. Bestyrelsen udfører jævnligt medlemskontroller, og oplever i den forbindelse desværre også, at henstillinger til at følge reglerne ikke efterleves.

Så kære medlem…Lad være med at tage gratister med ind – det koster altså kun 50 kr. at købe en gæstebillet. Og … følg henstillinger til at følge reglerne. Hvis du ikke følger henstillinger, så kan du også blive ekskluderet. Lad os nu følge reglerne og bruge kræfterne på at nyde de fantastiske muligheder vi har ved Østre.

Vi ser frem til mange dejlige bade- og saunastunder en god måneds tid endnu.

Bestyrelsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *